I den absolutte 1. division i Margaux, er Château Margaux stjernen. Det er appellationens mest berømte vin, og det kræver tålmodighed at opdage, hvor stor en vin Château Margaux egentlig er. Den kræver altid en lang flaskelagring, inden den forsigtigt begynder at åbne sig. Den skal i kælderen minimum 10-12 år for at have ro til at samle sig. Men så venter der også elegance, kraft og saft til den tålmodige vinentusiast. Château Margaux er i dag også en af de bedste investeringsvine man kan få fingrene i.
Slottets historie er svær at opsummere på et par linjer, da Château Margaux har en meget lang og interessant historie. Ejendommen var allerede kendt i det 12. århundrede, og på det tidspunkt som "La Mothe de Margaux '. Det var endnu før der var plantet vinstokke på ejendommen.
Ejerne af ”La Mothe de Margaux” var vigtige og succesrige personer, der tilhørte adelen, men det var først da ”Lestonnac familien” overtog, at ejendommen begyndte at ligne, hvad vi ser i dag. Pierre de Lestonnac nåede på 10 år - fra 1572 til 1582 – fuldstændigt at omstrukturere ejendommen, og vende udviklingen fra produktion af traditionelle afgrøder som korn, til en fokusering på vinstokke og vin. Ved udgangen af det 17. århundrede, dækkede Château Margaux et areal på 265 hektarer, hvoraf en tredjedel var afsat til dyrkning af vin. Nogenlunde det samme areal, som slottet dyrker vin på i dag. Det er også på dette tidspunkt, at hierarkiet mellem de forskellige Bordeauxvine begyndte at dukke op.
I 1705 blev de første Bordeauxvine sat til salg i London. 230 fade ”Margoose”'. 1771 årgangen var den første til at dukke op i Christies kataloger. Et eksempel på den engelske elites forkærlighed for Bordeaux var den engelske premierminister, Sir Robert Walpole, der indkøbte fire fade Margaux hver tredje måned. Indkøb, som han ikke altid nåede at betale for. Begrebet ”1. cru” spredte sig over Atlanten, og Thomas Jefferson der var USA’s ambassadør i Frankrig, beskrev det allerede etablerede hierarki over Bordeaux’ bedste vine. Han nævnte Margaux som den bedste. I 1784 afgav han en ordre på Margaux, hvor han skrev, "der kan ikke findes en bedre flaske Bordeaux ”.
Det var i begyndelsen af det 18. århundrede, at de store vine fra Bordeaux begyndte at vinde anseelse og berømmelse, og en uformel klassifikation blev etableret.
Joseph de Fumel, ejeren af Margaux i midten af det 18. århundrede, plantede specielt udvalgte druesorter i sine bedste parceller. Han indså, at man kun kunne producere vine af høj kvalitet, på de grusede skråninger i Médoc.
Den franske revolution bragte det gyldne århundrede for Bordeaux til ophør, og Elie du Barry, Greven af Hargicourt og herre på Margaux, blev bragt til skafottet og fik, som andre slotsejere, hovedet hugget af. Chateau Margaux, slottets marker, vinstokke, skove og øvrige ejendele blev solgt på auktion som national ejendom.
Laure de Fumel, en niece til den tidligere ejer Joseph, havde held til at købe ejendommen fra ”borger Miqueau” der havde ladet ejendommen forfalde totalt. Hun var den sidste efterkommer af familierne Lestonnac, Pontac og Aulède, som omhyggeligt havde våget over Margaux i tre århundreder. Hun satte imidlertid ejendommen til salg i 1801.
Køberen var Bertrand Douat, der var kommet fra Spanien med en betydelig formue og titlen på ”Marquis de la Colonilla”. I virkeligheden var han ikke meget interesseret i vin, og Château Margaux var blot et middel til at klatre højere op ad den sociale rangstige.
Den gotiske Herregård, som havde erstattet den gamle borg på Margaux syntes ikke værdig til La Colonilla, og han byggede i stedet den bolig, som vi beundrer i dag. Byggeriet startede i 1810, da La Colonilla allerede var 70 år gammel, og han døde i 1836 uden nogensinde at have boet i sit slot.
Da La Colonillas børn ikke var interesseret i ejendommen, solgte han slottet til Alexandre Aguado, Marquis de Las Marismas. På det tidspunkt var Aguado den første bankmand, der købte et Bordeauxslot. Han døde ret ung i 1836. Han efterlod sine kúnstsamlinger og ejendele til Louvre museet i Paris.
Château Margaux’ nyere historie starter med Pierre Moreau, der efter overtagelsen af kontrollen med ejendommen, beslutter at vinen fra slottet skal slotsaftappes. Den første slotsaftappede årgang fra Château Margaux er årgang 1924. Det indstilles dog igen i kølvandet af 1930´ernes økonomiske krise, og genindføres først igen i 1949. På dette tidspunkt overtager Fernand Ginestet og hans søn Pierre aktiemajoriteten. En stenrig familie, der havde grundlagt formuen som négociant i Bordeaux. Ginestet renoverer og genopbygger ejendommen og vinmarkerne. Men i 1970´erne må også de opgive. Kassen er tom, og redningen bliver den stenrige André Mentzelopoulos, der på kort tid får Château Margaux bragt tilbage til eliten i Bordeaux. Han døde i 1980, for ung og alt for hurtigt til at han kan nå at nyde genoplivning af hans Château Margaux. Ingen ejer har spillet en så gennemgribende rolle, på så kort tid, i den lange Château Margaux historie. I dag er det hans datter Corinne Mentzelopoulos, der ejer og driver Château Margaux.
-
BEPLANTNING
75% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot, 2,5% Cabernet Franc og 2,5% Petit Verdot
-
AREAL
99 hektar
-
SLOTTETS ANDEN VIN
Pavillon Rouge
-
EJER
Corinne Mentzelopoulos
-
LINK

The 2010 is a brilliant Chateau Margaux, as one might expect in this vintage. The percentage of Cabernet Sauvignon in the final blend hit 90%, the balance Merlot and Cabernet Franc, and only 38% of the crop made it into the Chateau Margaux. Paul Pontallier, the administrator, told me that this wine has even higher levels of tannin than some other extraordinary vintages such as 2005, 2000, 1996, etc. Deep purple, pure and intense, with floral notes, tremendous opulence and palate presence, this is a wine of considerable nobility. With loads of blueberry, black currant and violet-infused fruit and a heady alcohol level above 13.5% (although that looks modest compared to several other first growths, particularly Chateau Latour and Chateau Haut-Brion), its beautifully sweet texture, ripe tannin, abundant depth and profound finish all make for another near-perfect wine that should age effortlessly for 30-40 years.

A mouthwatering tobacco leaf note leads the way, quickly followed by steeped black currant and fig fruit, with dark tar and ganache on the back end. Roasted alder and juniper hints hang in the background. Extremely backward, with a firm, tannic structure, this is girded for the long haul. Judging from the finely beaded acidity and lilting echo of lilac that peeks in now, this should acquire sensational aromatics and incredible grace with age. Best from 2018 through 2040. ÐJM