Vurdering af Bordeaux årgang 2025
Årgangen der ændrede retning undervejs
Vanen tro var vi i Bordeaux i april 2026 til En Primeur-ugen. Vi smagte os igennem fadprøverne, talte med vinmagerne og fulgte diskussionen fra kælder til kælder. Her er vores vurdering af Bordeaux 2025, skrevet med én ambition: at hjælpe dig med at vælge rigtigt i årets kampagne.

Varmen pegede én vej, vinene en anden
2025 havde alle forudsætninger for at blive en vanskelig årgang. Et af de varmeste og tørreste år i Bordeaux i nyere tid. Meget lave udbytter, for mange ejendomme de laveste siden froståret 1991. Små bær, tykke skaller og en sommer, der på papiret lignede opskriften på høj alkohol og grove tanniner.
Så kom regnen. Første gang sidst i august, siden igen omkring slutningen af september. Den ændrede arbejdet i marken, særligt for de producenter, der havde ro nok til at vente og præcision nok til at sortere hårdt. Resultatet er en årgang, hvor mange af de bedste røde vine lander omkring 13-14 % alkohol, med højere syre end forventet og en tanninstruktur, der ifølge flere vinmagere blev årgangens egentlige prøve.
Anmelderne placerer toppen højt
James Suckling kalder de bedste 2025-vine på niveau med 2019 og 2016, to af de mest betydningsfulde moderne Bordeaux-årgange. Han understreger samtidig, at årgangen er uensartet, og at beslutninger om høsttidspunkt, selektion, ekstraktion og maceration har haft usædvanlig stor betydning.
Antonio Galloni skriver hos Vinous, at de bedste 2025’ere er “nothing short of thrilling”, men også at årgangen rummer variation. Hans mest præcise formulering er måske den, der forklarer paradokset: kombinationen af intense aromaer, rig frugt, frisk syre og moderat alkohol er noget, han aldrig tidligere har set i Bordeaux’ røde vine.
Margaux står klart, i et stærkt felt
Hvis man skal pege på én appellation der skiller sig ud, står Margaux øverst, med Château Margaux og Palmer i front og flere vine lige bagved. Pauillac følger tæt efter, især blandt de store navne, men også med interessante resultater fra mindre omtalte ejendomme. Saint-Julien har også meget at byde på, med Ducru-Beaucaillou som et af de navne vi må fremhæve. Saint-Estèphe virker mere sammensat, men Cos d’Estournel og Calon Ségur står stærkt i de første vurderinger.
På højre bred er billedet mere selektivt. Saint-Émilions kalk- og lerplateau ser ud til at være et af årgangens sikre steder, med Beau-Séjour Bécot, Canon, Clos Fourtet, Troplong Mondot og La Gaffelière som bannerførere. Pomerol er måske lidt mere ujævn, og her skal der vurderes slot for slot, ikke blindt efter appellationen.
De hvide Bordeaux-vine er en af årgangens positive overraskelser, særligt i Pessac-Léognan, mens Sauternes ifølge Galloni peger mod en solid og måske meget stærk sød årgang.

Vi deler vores og andres oplevelser med dig
Bordeaux 2025 er en årgang, hvor præcision har afgjort meget. Høsttidspunkt, sortering, ekstraktion og kælderarbejde har sat tydelige spor. Nogle producenter ramte årgangen rent. Andre fik en vin, hvor tanninerne står til den høje side, eller hvor frugten ikke helt følger med.
Det er derfor, vi ikke behandler 2025 som en årgang, man bare køber bredt. Vi smagte selv bredt ved vores besøg, for at finde de vine, der har substans, retning og købsmæssig mening. Under kampagnen kombinerer vi vores egne vurderinger med anmeldernes rapporter, point og konkrete slotssammenligninger.
Sådan hjælper vi dig gennem kampagnen
Når slottene frigiver deres vine, lægger vi dem løbende på webshoppen. Hver fredag sender vi et nyhedsbrev med alle ugens releases, og supplerer med fremhævede vurderinger og købsanbefalinger. På sociale medier giver vi korte opdateringer, når nye vine lander, og når der er noget, der fortjener at blive set med det samme.
Udbytterne er lave i 2025, og de mest efterspurgte vine kan forsvinde hurtigt. Har du en bestemt vin i kikkerten, så skriv eller ring til os. Vi sætter dig gerne på listen og giver besked, når den frigives.
Fragt kr. 79,- Fri fragt v/ køb over kr. 799

